// ALWAYS HAPPY TO EAT
FOIE GRAS / spaghetti vongole / TARTE AU CITRON / ramen / MACARONS / roquefort
AND ALMOST ANY MEAL MADE WITH LOVE//

March 21, 2014

STENBIDER OG BLOMKÅL - en ægte forårsbebuder af en SUPPE


photo vkstockimages

Blomkålssuppe med stenbiderrogn og cremefraiche
Til 4

1 kg bagekartofler
2 spsk olivenolie
½ løg fint hakket
porrer
havsalt og friskkværnet peber
blomkål 
1 liter hønsefond
2 dl fløde
1 knivspids revet muskatnød
saft fra citron

200 g stenbiderrogn
cremefraiche
100 g mandler – smuttet
1 spsk smør

evt. lidt frisk kørvel

Skræl kartoflerne og skær dem i tern. Del blomkålen i stykker, tag ca. 2 dl fra til pynt. Rens porrer og skær dem i ringe.

Kom alle grønsagerne i en gryde og dæk med fond og vand. Lad suppen simre til alt er helt mørt, ca. 20 minutter. Kom fløde og muskatnød ved.

Blend suppen med en stavblender til en glat konsistens. Kog den igennem og smag til med salt, peber og citronsaft.


Rist mandlerne i smør. Server suppen med en skefuld stenbiderrogn, en klat cremefraiche og smørristede mandler. Drys evt. med lidt frisk kørvel.

Husk også at dække et smukt bord og at nyde suppe med vennerne. Hav en dejlig dag......



photo vkstockimages


March 13, 2014

Kumquats mojitos med eller uden sprit

Let bitter med smag af syden, sol og sommer.

Kumquats mojitos
Pr. drink

1 spsk frisk mynte
4 grofthakkede kumquats
1-2 spsk rørsukker
saft fra 1 lime
½  passionsfrugt, skrab kernerne ud

Alt dette komme i en morter og stødes godt. Hæld på glas og til sæt

2 lici frugter
½ dl ananasjuice
1 spsk knust is
vand med brus ca. ½ dl

rør rundt og  server med sugerør, pynt med lidt frugter på en cocktailpind.

2 cl vodka for dem der trænger 


December 10, 2013

Sirupskager til træet og koppen - spiselig pynt


Der er masser af muligheder når man bager sirupskager, og de behøver ikke allesammen at ende i kagedåsen. Her er to gode - en til kaffen eller chokoladen og et til træet eller grenen.



Pyntelig kage til julens varme chokolade

Ca. 75 stk …andre kager kan også udstikkes af denne dej. Det er måske lidt rigeligt med 75 små grantræer ;).

150 g farin
250 g sirup
150 g smør
1 tsk. ingefær
3 tsk. kanel
1 tsk. knust nellike
2 tsk. natron
1 æg
550 g mel

glasur til at pynte med

Smelt farin, sirup og smør sammen. Rør krydderier og natron i. Rør æg og mel i, når massen er lunken. Ælt dejen godt igennem. og lad den hvile mindst 1 time eller til næste dag. Rul dejen ud i ½ cm's tykkelse, og udstik juletræer.  Lav en slids i kagernes bund så de kan sættes fast på kopper. Bag kagerne ved 200° i ca. 8 minutter. Lad kagerne køle af på rist og dekorer med glasur i sprøjtepose.


Snefnug kager
Ca. 40-50 stk.

Brug samme opskrift som til pyntelige kage. Derudover skal der bruges hvid fondant. Ca. 300 g.

Glasur til at sætte fondant fast med.

Følg opskriften og udstik med snefnug i stedet for med juletræer. Husk at lave et hul i kagerne inden de bages, så en snor kan trækkes igennem og de kan hænges op. Bag og lad dem afkøle på rist.

Rul fondanten ud mellem to stykker bagepapir og udstik så snefnug. Dette gøres med en speciel udstikker fås hos Specialkoebmanden.dk.

Sæt en klat glasur på kagen og sæt så sæt fondant snefnuggen på sirupskagen.


Photo vkstockimages

December 5, 2013

Og så noget sundt - VINTERSALAT sund og smuk

Vi kan ikke bare guffe nougat og knas, der skal også gode vitaminer til for at holde vinteren igennem. En skøn salat med masser af farver lyser op på bordet og frister sjælen. Passer godt til det meste: Kød, kylling, pølse eller omelet ... Måske også helt alene med et dejligt brød og en anelse god chevre eller blå ost.

VINTERSALAT

Dressing
1 spsk æbleeddike
1 spsk citronsaft
1 spsk akaciehonning
1 spsk dijonsennep
4 spsk olivenolie
1 spsk cremefraiche
Salt og peber

½ savoykål eller anden kål måske palmekål, hvis det fås
Olivenolie til stegning
1 appelsin
1 blodgrape
1 æble
½ granatæble
50 g valnødder
Måske frisk timian til pynt

Rør ingredienserne til dressingen sammen og smag til med salt og peber. Hæld dressingen i en stor serveringsskål. Snit kålen fint og steg den i olivenolie på en varm pande i ca. 2 minutter, den skal bare lige falde sammen. Hæld kålen i skålen med dressing. Skræl appelsin og grape og skær dem i fileter uden de hvide hinder. Skær æblet i tynde både. Vend frugterne i kålen. Tril granatæblet over bordet, halver det og bank på det med en ske så kernerne løsner sig. Pynt med dem. Rist valnødderne på en pande i lidt olivenolie og til de begynder at dufte, krydr med salt og hæld dem over salaten. Pynt evt. med timian.



PHOTO VKSTOCKIMAGES
Opskrift Nicoline Olsen/Louise Ørsted

RAGUSA med nougat og hele molevitten

Et godt stykke med knas og dejlig blød midte WE LOVE RAGUSA

75 g hasselnødder
50 g tranebær
150 g chokolade
200 g nougat

Beklæd et lille fad 10X20 cm med bagepapir. Rist nødderne på en tør pande. Gnub dem i et viskestykke til hinderne falder af. Hak nødder og tranebær groft. Smelt chokoladen over vandbad. Hæld halvdelen af chokoladen i fadet. Og sæt på frys 10 minutter, så chokoladen stivner hurtigt. Smelt nougaten over vandbad. Bland nødder og tranebær i nougaten og hæld den over chokoladen. Lad det stivne. Dæk med det sidste chokolade. Lad det stivne helt og skær det herefter i passende stykker. Server med en lille fræk espresso.

Photo VKSTOCKIMAGES opskrift Nicoline Olsen/Louise Ørsted



December 4, 2013

CHOKOBRUD smukt, nemt og lækkert

Det den 4. december og tid til at begynde at tænke på godter til jul. Begynd med CHOKOBRUD, tror dog ikke den varer helt til jul, så lav flere ad gangen. Også smuk pakket i cellofan som gave til værtinder og andre nisser.



CHOKOBRUD


100 g mandler
1 tsk salt
2 spsk vand
100 g mørk chokolade
100 g hvid chokolade
25 g kandiseret pomerans

Rist mandlerne på en tør pande til de tager farve. Hæld salt på panden og herefter vand. Lad det bruse op og rist så mandlerne videre i 2-3 minutter. Hak mandlerne groft. Smelt den mørke chokolade over vandbad eller på varmeapparatet i stuen, det gøres bedst i metal eller porcelæn. Hæld den ud på bagepapir i ca. 15x 10 cm. Gentag processen med den hvide chokolade og hæld den oveni den mørke. Hak pomerans og drys den og mandlerne over chokoladen. Lad det stivne. Opbevar evt. chokoladen i kagedåser til den skal serveres.

Vkstockimages


Opskrift Nicoline Olsen/Louise Ørsted 

December 3, 2013

Julegodt til alle - VAFLER og en skøn kvædemarmelade

Det er jul og det er tid til at spise og drikke og spise lidt hele tiden. Sødt og salt står i kø for at komme først, og det kan være svært ikke at lade sig friste. Vi har bagt vafler af spelt, så de er også lidt sunde. Duften af jul og østen krydderier har vi også taget os af med en fantastiske kvædemarmelade. Lad også kvæderne ligge til pynt rundt om i huset, de spreder skøn duft af østens vise mænd.


VAFLER


Tid tilberedning 10 minutter, hviletid 30 minutter + bagetid

De salte vafler er et hit hos både børn og voksne. Server selvom vaflerne er salte smager de himmelsk med kvædemarmeladen.

4 æg
5 dl mælk
250 g sigtet speltmel
2-4 spsk timian
1 tsk salt
Olivenolie til stegning

Pisk æggene sammen. Hæld halvdelen af mælken i og tilsæt mel under omrøring. Hæld resten af mælken, timian og salt i. Lad dejen hvile i min. 30 minutter. Pensl vaffeljernet med olivenolie, hæld dej i og bag vaflerne. Server med det samme.



KVÆDEMARMELADE

Tid 1 time og 30 minutter
Kvæderne dufter så dejligt, køb rigeligt og pynt bordet med dem.

1 kg kvæder
1 citron
500 g sukker
Evt. Atamon


Skyl kvæder og citron og tør dem af. Halver frugterne og skær dem i stykker. Kog kvæder og citron i vand der dækker i ca. 45 min. til kvæderne er helt møre. Tag citronerne op og kasser dem. Gem 2 dl af kogevandet. Gnid kvæderne gennem en sigte med en træske. Hæld frugtmosen tilbage i en gryde og varm op med sukker. Kog i ca. 20 minutter og hæld marmeladen i et rent glas skyllet i Atamon.


GLÆDELIG JUL


PHOTO VKSTOCKIMAGES

OPSKRIFTER: Louise Ørsted/Nicoline Olsen