// ALWAYS HAPPY TO EAT
FOIE GRAS / spaghetti vongole / TARTE AU CITRON / ramen / MACARONS / roquefort
AND ALMOST ANY MEAL MADE WITH LOVE//
Showing posts with label salat. Show all posts
Showing posts with label salat. Show all posts

April 15, 2013

Mad over bål på den festlige måde

Nu er det snart tid til at komme udenfor i haven og hvad så med at nyde lidt bålmad. I dag deler vi lidt lækkerier fra bogen "LIV og glade dage" der udkom på Lindhart & Ringhof i november 2012.

Det fest, det bål, det er sommer,med rejer, en spicy salat og en supernem dessert lige til at smide i panden og på bålet.

photo Christian Petersen

Varm salat med kikærter og chorizo

1 sølvbede
3 rå majskolber, hvor  kornene er bælgede (skær ned langs kolben med en skarp kniv)
1 chorizo pølse (stærk)
1 gul courgette
1 rødløg
kerner fra 1 granatæble
1 fed hvidløg
olivenolie
frisk salvie

Hak løg, stilken af sølvbede (gem bladene) og courgette i 1x1 cm små tern. Skær pølsen i små skiver eller tern. Kom olie på en stor pande og rist pølsen igennem, kom de øvrige ingredienser ved. Og vend rundt. De skal bare lige varmes igennem. Tag panden af blusset og krydr med peber, salvie og bede blade. Lige inden salaten serveres bankes granatæblekernerne udover. Salaten kan serveres både varm og kold.

photo Christian Petersen

Stege tigerrejer med grillede fennikel og citron.
Til 8 personer

40 tigerrejer (ferske – renses)

Marinade:

1 spsk brunfarin
1 kg modne grofthakkede tomater
2 løg
1 tsk paprika
½ rød chili finthakket
1 kvist frisk rosmarin
1 dl tør sherry
salt og peber
4 spsk olivenolie
2 citroner i både

Hak løget fint og brun det i en gryde. Tilsæt de hakkede tomater og brunfarin, sherry, paprika, salt og peber. Lad marinaden koge ind. Det tager ca. ½ times tid. Køl af og mariner rejerne i marinaden, de må gerne stå og trække et par timer inden de skal på panden. Steg dem et par minutter på en jernpande på rist over blå. Server med citron.

4 fennikel flækkes til 8 stykker hver. Pensl med olivenolie og krydr med salt og peber. Vend dem på risten med en tang, mens rejserne steges.



photo Christian Petersen

Tyk pandekage med ferskner på bål

4 æg             
400 g mel                          
1/2 l kærnemælk             
1/2 l sødmælk             
1spsk bagepulver             
100 g smør 
korn fra 1 stang vanilje

8 ferskner delt i halve
100 g brun farin

Cognac til flambering
Flødeskum af ¼ liter piskefløde

Smør og/eller olie til stegning

Pisk æggene sammen med mælk, kærnemælk og olie til dejen skummer. Bland mel, vanillekorn,  og bagepulver i. Pisk de tørre ingredienser sammen med mælkeblandingen. Lad dejen hvile 10 minutter, den skal være ret tyk. Kom brun farin på panden, der stilles på bålets rist. Læg de halve ferskner med skærefladen nedad, lad dem karamellisere og vend dem så. Kom smør og/eller lidt solsikkeolie på panden og hæld dejen over. Kom låg på og ryst panden let.  Tjek den hele tiden, så den ikke brænder på. Når den ser gennembagt  hældes cognac over og der stryges en tændstik, så kagen flamberes. Spis varm med flødeskum.



March 20, 2013

VEGETAR og RAMSLØG, undskyld er det ikke forår?

Nu spørger jeg bare: Er det ikke nu vi skal ud og plukke ramsløg derude i de danske skove? Hvad laver det dødsyge tæppe af hvidt? Jeg er så træt af vinter, så jeg bliver nødt til at byde ind med lidt forår her på bloggen.  I følge kalenderen kunne vi godt være i gang med at så de første spæde salater og plukke ramsløg og skovsyre sådan lige om lidt.

Grøn er håbets farve, og jeg håber så inderligt på forår, så her er rigeligt med grønt, kun grønt ingen kød. Det er opskrifter for ægte vegetarer, for vi trænger så meget til C-viatminer og jern på den opkvikkende måde, men kødspisere må da også godt kigge med ;).



Salat med spæde urter hestebønner og sorte kikærter

1 dl sorte kikærter (almindelige kan også bruges) lægges i vand natten over og koges i letsaltet vand ca. 30-40 minutter. De skal være møre, men med bid.
1 dl bælgede friske hestebønner, gives et opkog i letsaltet vand og skylles derefter under den kolde hane.
Spæde spinatblade ca. 1 håndfuld
Masser af friske urter: dild, kørvel, koriander, basilikum og purløg i rigelige mængder. Brug gerne det der svarer til et bundt dild i  et supermarked af hver urt.
1 fed hvidløg mast med kniven og hakket fint
1 spsk olivenolie

Dressing:
1 spsk dijonsennep
1 spsk cidereddike
1 spsk citron
200 ml god olivenolie
flagesalt og sort peber fra kværn

Alle ingredienser piskes sammen


Pluk urterne groft og bland med salaten. Kom olien på en pande og rist hvidløget sammen med kikærter og hestebønner de skal bare lige vendes rundt. Vend dressingen rundt i salat og kom bønner og kikærter på. Pynt med plukkede purløgsblomster. Server til fx torsk stegt på skindsiden eller bare som en let forret.

photo Vk stock

Tortilla med sød kartoffel courgette og ramsløg

6 æg
1 courgette. ..gerne en gul i 1x1 cm store tern
2 søde kartofler eller 1 stor skrælle og skåret i tynde skiver på mandolin
flagesalt og peber fra kværn
4-5 ramsløg fint hakket, gem lidt til at pynte med
olivenolie …rigeligt
100 gram græskarkerner
8 blade frisk salvie


Rist courgetterne sprøde i olie. Tag dem af og lad dem afdryppe på fedtsugende papir. Rist derefter de tynde skiver af sødkartoffel sprøde i olie. Vend til sidst ramsløgene hurtigt på panden. Pisk æggene sammen i en stor skål og kom kartofler, courgetter og ramsløg i. Krydr med salt og peber. Lad æggemassen hvile en halv times tid. Kom en stor pande på blusset, gerne en slip-let pande. Kom godt med olie på panden, skru ned for blusset og hæld forsigtigt æggemassen på. Lad den stå og småsimre indtil den har sat sig, vend den med et låg og hæld tilbage på panden. Lad den stå et par minutter, den skal ikke blive tør. Hellere lidt våd inden i. Rist salvie og græskarkerne sprøde i lidt olie og krydr med salt og peber. Hæld over og server med friske ramsløg. 



March 7, 2013

Hvem mon der bor her i denne dejlige have...





...med drivhus der bugner, høns og masser af smukke blomster? Ja det gør Signe Wenneberg. Og lige nu hvor foråret har stukket næsen frem, ja så får man da lyst til at smutte i haven, eller i det mindste drømme om det, man godt kunne tænke derude denne sommer. Det er nok ikke os allesammen, der har overskud til høns, og det går jo ikke, hvis man som mig, kun har en sommerhushave. Men blomster og salat, der kan vi allesammen være med og så selvfølgelig DEJLIG pizza lige fra ovnen.
Lige hvad man trænger til efter en hård arbejdsdag i haven sammen med en iskold øl selvfølgelig.

PIZZALOVERS er firmaet, der har ovnen til helt almindelige mennersker, der bare gerne vil lave en original pizza. (Det er nu engang verdens bedste fastfood, når bare den er hjemmelavet med gode råvarer). Se mere om ovnen her: http://www.pizzalovers.dk/.

 Mon vi kan få Signe til at smide en opskrift ind på denne pizza vi fotograferede en smuk sensommerdag i hendes have? Indtil da må du nøjes med min opskrift. Den ligger efter billedet.
Photo VKSTOCKIMAGES


Det grundlæggende for en god pizza!

Dejen og ingredienserne er alfa omega, nå der skal bages pizza. Dejen kræver det rigtige mel for at opnå pizzaens sprødhed. Efter at have  forsøgt mig gennem mange år og opskrifter på pizzadej er der ingen vej uden om brødrene Harders opskrift.

Når der beges pizza SKAL man bruge to slags mel – fint italiensk hvedemel Tipo 00 og semola mel grov mel af durum med et højt glutenindhold. Tipo 00 bruges til dejen og semola melet til udrulning.

En pizza kræver også meget høj varme for at bunden bliver sprød hurtigt. Pizzaovnen er derfor det rigtige for at opnår et godt resultat. Du kan også forsøge dig med en weber og en bagesten, men jeg lover ikke noget.

Pizzagrunddej:

25 g gær
2 1/2 dl lunken vand
ca. 400 g italiensk pizzamel Tipo 00
1 tsk salt
semola mel

Lav en start dej: Oplæs gæren i 1/4  lunkent vand. Rør 2 spsk mel i og lad dejen gære under et viskestykke i ca. 30 minutter. Lav en kegle af det resterende mel. Lav en fordybning og ælt fordejen ind i melet. Kom salt ved og resten af vandet og ælt dejen godt igennem, indtil den bliver elastisk. Lad dejen hæve yderligere 2 timer under et viskestykke. Del den i 4. Pak den dej, der ikke skal brugen i plastfolie og læg den i køleskab – dejen kan holde sig et par dage på denne måde.

Drys bordet med semola mel og rul dejen ud med en trærulle. Den skal være så tynd som muligt. Smid dejen op på en træspatel og anret fyldet.

Den ultimative sugo (tomatsovs) 

Og husk at man ikke skal overhælde sin pizza med tomatsovs, så den ender op med at være våd. Sovsen er en smagsgiver som spartles tyndt hen over bunden med en ske.

Ca. 1 liter

1 kg friske søde tomater (alle slags kan bruges – bare de har masser af smag)
1 lille dåse tomatpure
2 små hakkede løg – gerne rødløg
2 fed hvidløg fint hakket
8 spsk oliven olie
3 tsk sukker
1 håndfuld frisk oregano eller merian
1 stort bundt frisk storbladet basilikum (bestil hos din grønthandler, det smager helt anderledes end basilikum i potter – husk det ikke skal være thaibasilikum)
lidt vand
groft salt
kværnet peber
1-2 dl god olivenolie

Hak løg og hvidløg fint. Skær tomater i tern. Kom olien i en stor gryde eller helst en stor sauterepanden. Kom løg og tomater i og vend rundt. Når tomaterne er blanke
Tilsættes tomatpureen. Vend rundt et par gange og tilsæt så meget vand ca. 2 spsk at sovsen bliver lind. Tilsæt sukker og hakkede krydderurter, groft salt og kværnet peber. Lad nu sugoen simre ca. en halv time. Lad den køle lidt af og kom i en blender. Varm derefter sovsen op til kogepunktet. Hæld på nyskoldet flasker eller glas. Dæk sovsen med lidt olie, luk tæt og stil i køleskab. Sugoen kan holde sig op til 14 dage i køleskab, hvis glasset ikke åbnes, så opbevar i små portioner. Smager godt som sovs til pasta med lidt parmesan, i kødsovs, som ekstra smag i gryderetter og supper og  så selvfølgelig på pizza.

Og så er der fyldet som på Signes mozarella (helst bøffel), lidt hakkede tomater, krydderurter og masser af frisk rucola, eller andre spæde blade. Og tror nu også Signe toppede med lidt sprød palmekål og parmesan. HAPS!